Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Undervisningemiljøvurdering 2023

Undervisningsmiljøvurdering Sølvgades Skole 2023

Elevrådet har diskuteret i begge elevråd (det lille og det store), hvad der skulle være med i rundspørgeskemaet.

Rundspørgeskemaet blev delt ud i alle klasse og alle klasser har besvaret spørgsmålene. Elevrådsformand, næstformand og kontaktlæreren fra elevrådet har samlet svarene og det blev til følgende:

Lys:

Generelt svarer eleverne, at lyset i klasserne er ok, men der er også nogle klasser, som klager over, at lyset slukkes for hurtigt og at man selv burde kunne regulere styrken. Det kan være irriterende, når lamperne lyser med forskelligt lys og styrke.

Det er et problem, at mange af skolens gardiner er gået i stykker og ikke kan trækkes for, da det kan være svært at lukke lyset ude, når solen skinner meget.

Luft:

Luften bliver beskrevet som meget dårlig i alle de adspurgte klasser. Skolen har været udfordret af risiko for, at vinduerne i den gamle bygning kunne ryge ud, hvilket har betydet, at hver klasse kun har kunne åbne et enkelt vindue, indtil vinduerne bliver ordnet. Dette beskriver eleverne som meget utilfredsstillende.

Udskolingseleverne undrer sig meget over, at vinduerne ikke kan åbnes og fortæller, at ventilationen ikke dur ordentligt.

Alle klasser mangler at kunne lufte ud og lave gennemtræk.  Eleverne klager over ondt i hovedet og at de bliver trætte. Luften i klassen kan blive så tung og lummer, at man ikke kan koncentrere sig. Hvis man åbner det ene vindue i timerne, er der ofte for meget larm fra gården, så man ikke kan undervises. Luften er ok om morgen, når de møder ind, men efter frokost er luften slem og der lugter af madpakker og sved. Der vises ofte en rød smiley på smartboardet, der indikerer dårlig luft i klassen.

Flere klasser har overtøj hængende i klassen. Når tøjet er vådt ved fx regnvejr bliver indeklimaet endnu mere trykkende. Eleverne ønsker derfor knager til alle uden for klasseværelset.

Temperatur:

Temperaturen i klasserne er meget varierende afhængigt af årstiderne. Om vinteren er der ofte en fin temperatur (den gammel bygning). Om foråret begynder det at blive for varmt, når solen skinner. Om sommeren bliver der alt for varmt og det kan være vanskeligt at få temperaturen ned. Den nye bygning kan blive meget kold om vinteren og meget varm om sommeren. Klasselokalerne er generelt for varme eller for kolde. Det er svært at regulere temperaturen. Flere elever nævner, at de godt kunne tænke sig et termometer i klassen.

 

Hygiejne og renhed:

Klasselokalerne bliver af mange elever beskrevet fine, hyggelige og rare at være i. Eleverne klager dog over meget beskidte gulve - særligt om vinteren. Mange elever skriver, at de selv skal blive bedre til at rydde op og blive bedre til at passe på skolen. Eleverne synes, at væggene i begge bygninger trænger til at blive malet og i det hele taget til lidt forskønnelse.  

Fysiske faciliteter på skolen:

Flere elever nævner, at gården er blevet meget bedre efter, at der er kommet boldbur og nyt legestativ, og de er også glade for den store sal. Næsten alle klasser nævner, at gården er for lille og at der er for mange børn, når der er frikvarter. Flere elever kunne godt tænke sig flere bænke og et halvtag i gården, når det regner.

Klasseværelserne er generelt for små, hvilket gør det vanskeligt at lave alternative bordopstillinger. Der savnes også grupperum til alle klasser. De klasser, der har skamler, klager over, at de gør ondt at sidde på en hel dag.

Sikkerheden ude og inde:

Døren ved boldbuet bliver smækket hårdt og eleverne vil gerne have døren taget af.   Armgangsstativet er tit for glat, når det er vådt og eleverne ønsker gummibelægning.

Mange nævner, at låsene på toiletterne er dårlige og ofte går i baglås, hvilket gør det meget utrygt at gå på toilet alene.

Der ønskes flere gårdvagter, og de må gerne være mere synlige og huske de gule veste. Gårdvagterne skal også huske, at de har et område hver, så er de nemmere at finde.

Rengøring på skolen:

Rengøringspersonalet på skolen er gode og dygtige, de er bare for få og de kan ikke nå at gøre ordentligt rent i klasserne. Særligt gulvene i klasserne er meget beskidte.

Der er i det hele taget meget beskidt og støvet på gangene og klasserne. Eleverne synes, at det er synd for rengøringspersonalet, at de skal nå så meget. De gør hvad de kan, og eleverne selv mener, at de ikke så gode til at rydde op.

Alle klasser har nævnt at toiletterne er meget beskidte og ulækre - særligt i den gamle bygning. Det kunne være dejligt med rengøring i løbet af dagen. Eleverne siger også, at det er mest deres egen skyld. De passer ikke godt på toiletterne. De får ikke skyllet ud, flere kaster med papir og tisser ved siden af.

 

 

 

Toiletterne på skolen:

Toiletterne er meget beskidte og lugter. Der bliver ikke skyllet ud og der er klamme tegninger på dørene. Eleverne oplever, at der ofte ikke er papir og sæbe. Mange af låsene går ofte i baglås, og det er ikke trygt at låse døren. Toiletterne bliver i pauserne brugt til at hænge ud og se på telefoner og flere elever laver videoer af hinanden. Det er ikke alle, der synes det er trygt.

Der er løse fliser, flere af vandhanerne dur ikke og der trænger til at blive malet og i det hele taget gjort det rarere at være på toilet.  Eleverne vil gerne have duftlys, toiletrens og knager til jakker om vinteren.

Det er dygtige folk, der gør rent, det er os selv, der skal blive bedre til at passe på toiletterne siger eleverne.

Gården:

Alle klasser synes, at det er godt med nyt fodboldbur, legestativ og basketbanen, men eleverne savner mere plads og mulighed for udgangstilladelse i 6.klasse. Det vil give mere luft i gården.

Det bliver nævnt af tre klasser, at det er irriterende, at der rigtig ofte er renovering i gården, så gården bliver endnu mindre, end den er i forvejen. Derfor et ønske fra dem om, at renovering laves i skolens ferier.

Pladsen omkring det store træ kunne godt udnyttes bedre, end den bliver i dag. Der ønskes farvede felter på asfalten til forskellige aktiviteter. Flere klasser ønsker mulighed for skateboard og små ramper.

Frikvarteret:

Alle klasser kan godt lide frikvarterne, men mange nævner, at der er alt for mange børn i gården. De kunne godt ønske sig flere zoner til andre aktiviteter end boldspil. Flere efterlyser fx et stilleområde og ønske om frikvarter på skift, ligesom under corona.

Der er for mange på boldbanen. Mange af de små vil gerne spille, men tør ikke fordi, der er mange børn og for få fælles regler. Flere klasser ønsker faster tider til boldburet. Dette vil give mulighed for alle at spille. Der må gerne komme tag på målene, da flere kravler ind og ud den vej.

Der ønskes en synlig legepatrulje, der kunne tage initiativ til nye lege og flere legeting ligesom under corona.