Politik for digitale enheder– Sølvgades Skole
Anvendelsen af digitale enheder, såsom mobiltelefoner, tablets, computere og smartwatches, har indtaget en stadigt større rolle i vores liv, både børns og voksnes. I skolen har det åbnet for nogle spændende muligheder, med nem adgang til informationssøgning, databehandling, beregninger, tekstbehandling, kommunikation og samarbejde.
Enhederne giver også adgang til sociale medier og anden digital kommunikation, dvs. funktioner som overvejende peger ud af skolen og væk fra det fællesskab i klassen og skolen, som eleven er en del af. Mange elevers opmærksomhed forstyrres af notifikationer, opkald og beskeder, som flytter deres opmærksomhed væk fra det nære fællesskab i gruppen/klassen, fra undervisningen og ikke mindst væk fra stunder, hvor de kunne opleve fordybelse. For nogle indebærer dette, at opmærksomheden deles mellem de fysiske omgivelser og mobilen i lommen eller tasken, og det påvirker dermed den måde man er til stede på. Med jævnt forekommende afbrydelser kan det være svært at være nærværende over længere tid.
En fragmenteret eller delt opmærksomhed i undervisningen resulterer som oftest i et mere overfladisk møde med det faglige indhold og kan gøre det sværere for eleven at forstå helheder og sammenhænge (og selv lave koblinger). Der er dermed en risiko for at meningen med undervisningen (for)bliver uklar og, som en følge heraf, opleves irrelevant, meningsløs eller uforståelig.
På Sølvgades Skole er det vores mål at understøtte stærke, inkluderende og rummelige fællesskaber. Vi ønsker en skolehverdag præget af gode relationer, både elever og lærere imellem, og det forudsætter nærvær og direkte kontakt.
På Sølvgades Skole ønsker vi at eleverne føler sig som en del af det stærke og positive fællesskab, som en klasse og en skole kan være, både fagligt og socialt. Det er de voksnes ansvar at sikre at forudsætningerne for dette er til stede. Et ansvar, som deles af hjem og skole. Sammen kan vi støtte eleverne i at bruge digitale enheder mest hensigtsmæssigt (tid, sted og brug).
Som i samfundet generelt, såvel som på andre skoler, ser vi også på Sølvgades Skole tilbage på en række år, hvor den digitale udvikling er blevet mødt med begejstring og nysgerrighed. Men vi har erfaret, at udviklingen nok byder på nye muligheder, men også på udfordringer, som påvirker både elever og undervisningen på en sådan måde, at vi føler os forpligtet til at regulere brugen. For elevernes skyld.
Derfor ønsker vi at implementere en fornuftig og ansvarlig politik for digitale enheder, hvor udgangspunktet tages i betegnelsen ’mobilfri skole’. Det ønsker vi at konkretisere på følgende måde:
’Mobilfri skole’ – hvordan?
Ved skoledagens begyndelse afleverer alle elever på samtlige klassetrin deres mobiler (slukkede) i klassens mobilskab, som derefter aflåses. Ved ganske særlige omstændigheder kan skolen beslutte at give en elev dispensation for dette i en periode.
Mobiler kan anvendes i undervisningen, når læreren finder det hensigtsmæssigt. Efterfølgende slukkes mobilerne igen og lægges i det aflåste mobilskab.
Sker det at en elev ikke har afleveret sin mobil ved skoledagens begyndelse, inddrages den og lægges i det aflåste skab. Sker det gentagne gange, kan forældrene kontaktes.
Alle digitale enheder må som hovedregel kun bruges i sammenhæng med den faglige undervisning.
Opfordringer til forældre
Forældre, der får brug for at give en besked til eller komme i kontakt med deres barn, er meget velkomne til at kontakte skolens kontor. Børn, der i særlige tilfælde har brug for at kontakte deres forældre, er meget velkomne til at kontakte egen lærer eller henvende sig på kontoret.
Nogle (særligt yngre) børn kan gå og gemme på oplevelser eller konflikter, indtil de kan få fat på deres forældre. Dette er ærgerligt, for vi vil gerne have, at børnene bruger lærerne og de voksne i skolen i stedet - vi kan hjælpe tæt på, vi har stort kendskab til alle skolens børn og vi kender dynamikkerne blandt børnene. Forældre, som oplever at blive kontaktet af deres barn med en konflikt, vil vi derfor gerne bede om at henvise til os: I må gerne spørge barnet om hvem af de voksne, det har talt med, og opfordre barnet til at tage fat i de voksne, hvis vi endnu ikke er blevet inddraget. Ved at henvise til os, viser du dit barn at man kan bede andre mennesker om hjælp, OG du viser, at du har tillid til at vi kan hjælpe barnet. Her på skolen. I det nære.
Vi opfordrer desuden til, at forældregruppen i hver klasse får talt om mobilbrug og digital adfærd, og gerne i god tid, i de tidlige klasser. Her er det værd at nævne, at vi fra skolens side sidestiller digital adfærd med al anden adfærd - også hvad angår det, vi kalder ’mobbeadfærd’ (se evt. skolens antimobbestrategi).
Udarbejdet af skolebestyrelsen, lærerkollegiet samt elevråd i 2023 – endelig redigering maj 2024